PRODUCENTER FÅR STOR OPMÆRKSOMHED OG NYE KUNDER PÅ FOOD FESTIVAL

Igen i år var VIFU på Food Festival i Aarhus i samarbejde med Business Region Midt-Vest.

14 midt- og vestjyske virksomheder præsenterede på skift deres produkter på standen, hvor kokken Jesper Krabbe fremtryllede den ene spændende ret efter den anden over bål.

Producenterne fik stor opmærksom, fra et meget begejstret publikum, ikke mindst pga. kokkens opsigtsvækkende tilberedning. Blandt andet stegte han en hel ged og serverede 15 kg. blåmuslinger. Producenterne havde frie hænder til at lave aktiviteter på standen, som var opbygget med et bål i midten og omkranset af tre telte med køkken-, salg- og workshopfaciliteter.

Der blev udover uddeling af smagsprøver og direkte snak med forbrugerne, også afholdt cocktail battle  - Vestjylland mod Østjylland og lavet smagstest ved Erhvervsakademi Midt-Vest.

VIFU stod for planlægning, koordinering og ikke mindst gennemførsel af det vellykkede arrangement, og fik stor ros af de deltagende producenter.