HER ER DU:  VIFU  /  Nyheder  /  Peter Larsen Kaffe etablerer Nordeuropas første kaffefarm i Danmark

Peter Larsen Kaffe etablerer Nordeuropas første kaffefarm i Danmark

Nordeuropas første kaffefarm skal være eksperimentarium for udviklingen af nye kaffeprodukter. Farmen er en del af et nyt bæredygtigt område ved SmukFest pladsen i Skanderborg, der udvikles i samarbejde med TagTomat, Champost Aps og Videncenter for fødevareudvikling (VIFU).   

Det lyder som en joke, men den er god nok. Udover en kaffefarm på Gran Canaria bliver den danske pendant i Skanderborg dermed den kun anden af sin slags i Europa.

Det er dog ikke formålet at skabe nye kaffesorter i almindelig forstand, lyder det fra Udviklings- og kommunikationschef hos Peter Larsen Kaffe, Lars Aaen Thøgersen.

”Med kaffefarmen vil vi gå nye veje og vise kaffebønnens mange andre anvendelsesmuligheder. Kaffe rummer en høj næringsværdi i form af både proteiner, antioxidanter, vitaminer m.m. som i dag ikke bliver udnyttet, ” siger Lars Aaen Thøgersen.

Udviklingen og eksperimenterne kan også blive en måde at ruste fremtidens kaffe mod klimaforandringerne, som gør stor skade på kaffefarmerne i de traditionelt kaffeproducerende lande. For kaffebønnens potentiale er langt højere og ved at udnytte dem bedre, kan de være med til at sikre større afkast for farmerne.

Ifølge udviklings- og kommunikationschefen estimerer fagfolk og forskere, at man i dag blot anvender 3-5% af den potentielle næringsværdi, og det skal ændres.

”Vi skal se på råvaren med nye øjne. F.eks. ved en fermenteringsproces, hvor bønnen gæres, kan vi frembringe nye typer produkter fra kaffebærret. Dette ønsker vi at eksperimentere med, og vi forventer at skabe en ny anvendelse af en velkendt plante og optimere udnyttelse af de store ressourcer som biomassen indeholder, siger Lars Aaen Thøgersen.

 

Unikt projekt

Udviklingen af kaffefarmen sker i samarbejde med VIFU, Champost ApS og Smukfest, der lægger område til i Skovlunden - ikke langt fra festivalpladsen i Skanderborg, - samt TagTomat. TagTomat, der er en lille produktions- og rådgivningsvirkomhed inden for grønne fællesskaber samt produktion og salg af egne produkter lavet af genbrugsmaterialer, har udviklet området, plantekasserne og måderne som området bæredygtigt skal drives på.

Ifølge arkitekt og stifter af TagTomat, Mads Boserup, er kaffefarmen et helt unikt projekt, som ikke findes andre steder i Nordeuropa - og det er en helt ny måde at tænke bæredygtigt på.

”I udviklingen af de fysiske rammer for kaffefarmen har vi haft fokus på at skabe et sted, der virker som opholds- og inspirationszone året rundt. Plantekasserne er baseret på vores selvvandingsteknik, hvor genbrugte beholdere af plast fra fødevareindustrien omdannes til beholdere med både jord- og vandreservoir, så driften kan håndteres af alle. Vi har været mentorer for lokale, der har bygget området efter vores design, og jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet fremover og se udviklingen af samspillet mellem genbrug, vores solide plantevalg og kaffeplanter de kommende år”.

På lang sigt skal hele området i Skovlunden være et sted, hvor både professionelle og frivillige kan eksperimentere endnu mere med bæredygtig udvikling af nye og gamle naturprodukter, bio-diversitet samt genbrug året rundt.

 

Yderligere information kan fås ved henvendelse til

Conny Hanghøj, Projektleder hos VIFU

Tlf.: 5098 0037, e-mail: coh@vifu.net