HER ER DU:  VIFU  /  Nyheder  /  Local Cooking 2018

Local Cooking 2018

Restauranterne imponerede dommerne den. 21 august, da årets Local Cooking Midt- og Vestjylland løb af stablen på Uddannelsescenter Holstebro. De syv restauranter knoklede hele dagen i køkkenerne, hvor de slog benene væk under dommerne, for derefter også at anrette smagsprøver af deres ret til 200 gæster om aftenen. VIFU havde igen i år den store fornøjelse af at planlægge konkurrencen.

 

Dette års deltagere
Under Klippen, Westergaards Hotel, Vedersø Klit Badehotel, Café Sommerfisk, Anlægspavillonen, Værftet Café og Restaurant og Café Klüvers, 

Højt niveau og stor konkurrence
Local Cooking har i år båret præg af stor konkurrence og højt niveau blandt de deltagende restauranter. Vurderingen fra dommerne vidnede om et højt niveau og løbet var tæt. Dommernes vurdering overraskede også, da de i år gav flere point end der ellers tidligere er blevet givet ved konkurrencen. Fokus på de lokale råvarer var også på sit højeste. Flere restauranter havde gjort alt for at nå op på de 75% som var et af kravene til retten, der skulle serveres. Kokkene havde virkelig gjort sig umage for at finde lækkerier fra lokale producenter. Konkurrencen bød også på mange overraskelser og nytænkning fra restauranterne. Dommerne og gæsterne om aftenen kunne sætte tænderne i både ged, hele taskekrabber og lammehals, der alle er oversete råvarer, men som både efter dommerne og publikums vurderinger sagtens kan finde mere indpas i de danske restauranter. Alt dette blev krydret med networking og konkurrence, hvor vinderne, Værftet Café og Restaurant fra Struer, gik derfra med både titlen, håneretten, præmien på 10.000 kr. og adgang til finalen på Food Festival i september.  

Billetterne var revet væk
Igen i år måtte der efter få dage meldes udsolgt på aftenens fællesmiddag. VIFU modtog endda forespørgsler omkring ventelister og tilmeldinger til næste år – et tegn på et populært arrangement blandt borgerne.

Vil du være først til at opdage billetsalget til Local Cooking 2019? 
Så like VIFU på Facebook, hvor du også kan følge med i vores andre spændende projekter.