Danskerne har god adgang til plantebaserede fødevarer

Ny forskningsrapport kortlægger markedstendenserne for plantebaserede fødevarer, der kan gavne sundheden og klimaet. Målgruppen er danske virksomheder, som arbejder med plantebaserede fødevarer i Danmark og europæiske lande, der kunne være interessante i forhold til eksport.

Plantebaseret kost som et alternativ til animalske fødevarer er blevet aktuel af flere årsager. For det første er der globalt en stigende efterspørgsel på protein. For det andet ses en skæv fordeling af proteinindtaget. En gennemsnitseuropæer indtager omkring 70% mere end den anbefalede mængde protein, mens i andre lande er befolkningen underernærede.

 

Mange ved ikke, at produktionen af animalsk baseret protein, især i form af kød og mælk, har en relativt stor indvirkning på klima og sundhed sammenlignet med produktionen af plantebaseret protein.

 

Proteiner er vigtige i kosten. Det er særligt indholdet af aminosyrer, som bidrager til opbygning af muskelfibre, immunsystemet og understøtter mange vitale funktioner. Men især fødevarer med animalske proteiner har ofte et højt indhold af kolesterol og usunde fedtstoffer. Dog har animalsk protein 9 essentielle aminosyrer, som mennesket ikke selv kan omdanne til protein.

 

Rapporten viser, at der er gode muligheder for at vælge plantebaserede alternativer eller supplement til animalsk baserede produkter. Planteproteiner stammer fra soja, hamp, hørfrø, bælgfrugter, frø, græs og tang. I Danmark er de vigtigste kilder til planteprotein bælgfrugter såsom ærter, lupin og hestebønner, men der er også grobund for dansk produktion af linser, quinoa, amarant, boghvede og proteinudtræk fra græs, havre eller kartoffelprotein som et biprodukt fra kartoffelmelsproduktion.

 

Plantebaserede fødevarer deler vandene hos danskerne ifølge rapporten. Der er dem, som har forkærlighed for animalske fødevarer. Her er det forbrugernes vaner og tradition med at spise animalske fødevarer, der er dominerende. De plantebaserede fødevarer opleves mindre velsmagende og vanskelige at tilberede. Animalske produkter som kød er ernæringsmæssigt nødvendigt og mere mættende end de plantebaserede alternativer. Samtidig er der en manglende erkendelse af animalske fødevarers negative sundhedskonsekvenser og deres relativt større miljøpåvirkning.

 

I de senere år er flere danskere dog blevet mere bevidste om kødforbrug og klimapåvirkningen. I 2017 sagde 51% af danskerne, at de havde mindst en kødfri dag om ugen. I 2019 var dette tal angiveligt steget; 30% siger, at de spiser meget mindre kød og har reduceret deres forbrug over de seneste fem år (Videnskab.dk, 2019). Her anser flere af de adspurgte, at plantebaserede fødevarer er for at være sundere, de er miljøvenlige og bedre for klimaet. De tilbyder også større variation.

 

Læs hele rapporten her