Her er du:  VIFU  /  Nyheder  /  VIFU indgår partnerskab med TJ Consult

VIFU indgår partnerskab med TJ Consult

 

VIFUs medlemmer kan nu få hjælp til projektansøgninger, når nye fødevareidéer skal prøves af. VIFU indleder nemlig et samarbejde med TJ Consult.

 

Det kan være svært at komme ud over rampen, når man har fået en god idé til et nyt fødevareprodukt. Hvordan finder man den nødvendige kapital, de rette kompetencer og tiden til at realisere projektet? VIFU – Videncenter for Fødevareudvikling – har indgået et samarbejde med TJ Consult, der kan hjælpe VIFUs medlemmer med projektansøgninger.  

- Det kan være en stor mundfuld for fødevareproducenter selv at stå med alle opgaver i forbindelse med innovation og udvikling. Fødevareproducenterne har travlt, for de skal indkøbe, producere og sælge, og så kommer mange til at skubbe ansøgningen til nye projekter bagerst i køen af arbejdsopgaver, siger Dorte Storper, direktør i VIFU.

 

Sparringspartner til projektfinansiering

TJ Consult bidrager med professionel rådgivning inden for innovations-, udviklings- og investeringsprojekter i fødevaresektoren og tilknyttede erhverv. TJ Consults speciale er rådgivning og assistance inden for erhvervsfremme- og støtteprogrammer, der kan bidrage til projektfinansieringen.

- Vi dækker behovet hos virksomheder, som ofte opstår i forbindelse med, at man på den ene side har en rigtig god forretningside eller et attraktivt udviklingsprojekt, på den anden side mangler de nødvendige ressourcer, kompetencer og tid til at få projektet realiseret. Her kommer vi ind i billedet som en projekt-, ressource-, og sparringspartner, der kan tage hånd om projektet efter behov, siger Jes Grandt Nielsen fra TJ Consult.

 

Rabat på regningen

VIFUs medlemmer får ti procent rabat på udgiften til ydelser fra TJ Consult. TJ Consult kan blandt andet hjælpe med ansøgninger til GUDP – Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram – og Innovationsfonden.

- TJ Consult tilbyder udarbejdelse af ansøgninger - herunder projektbeskrivelser, forretningsplaner, markedsvurdering, budgetter, risiko- og gennemførelsesanalyser, der kvalificerer projektet. Både i forhold til ansøgninger om medfinansiering via erhvervsfremmeordninger og innovations-støtteprogrammer, men også i forhold til virksomhedens eget beslutningsgrundlag, tilføjer Jes Grandt Nielsen. 

TJ Consult bidrager desuden gerne med løbende kontakt til tilskudsmyndigheder og lignende.

- Det glæder os hver gang, vi kan hjælpe et medlem til udvikling og innovation. Det er det, vi er her for, understreger Dorte Storper. 

 

Fakta om Vifu

VIFU har fokus på fødevarer, fødevareudvikling og fødevareinnovation.  Vifu er med til at skabe vækst og udvikling ved at danne utraditionelle alliancer og kombinere viden fra forskningen med erfaring fra fødevareerhvervet og dermed opnå resultater, som alle kan have gavn af.

 

Fakta om TJ Consult

TJ Consult & Partnere har igennem mere end 20 år ydet fødevaresektoren professionel rådgivning og assistance vedr. finansieringsmuligheder under forskellige nationale og EU tilskudsprogrammer og erhvervsfremmeordninger.

Bidrager med professionel rådgivning inden for innovations-, udviklings- og investeringsprojekter i fødevaresektoren og tilknyttede erhverv.

Tilbyder udarbejdelse af ansøgninger, projektbeskrivelser, forretningsplaner, markedsvurdering, budgetter, risiko- og gennemførelsesanalyser.

 

Ønsker I yderlig information, kan I kontakte:

Dorte Storper, direktør i VIFU: Telefon 4015 7628, e-mail ds@vifu.net